Sådan er vejret i Gazipasa

Gazipasa er beliggende i Tyrkiets Middelhavsregion.
Nord for byen starter de massive Taurusbjerge, hvor spidserne når højder helt op til 3000 meter over havets overflade. Her findes også adskillige flotte plateauer med en fantastisk natur, hvor bjergenes lokalbefolkning bor. 
Gazipasa´s klima er typisk for en Middelhavsby med milde, regnfulde og våde vintre samt tørre og varme somre. December og januar er de mest regnfulde måneder, mens august er den mest tørre.
Den gennemsnitlige temperatur i Alanya er omkring 19 grader. August er den varmeste måned med et gennemsnit på 27 grader, mens januar er den koldeste med kun 12 grader.
 
Temperaturerne på bjergplateauerne er som en hovedregel 13-14 grader under temperaturen i Alanya by, mens jordtemperaturen er 2-3 grader over lufttemperaturen.
Nattefrost forekommer aldrig og sne ses yderst sjældent- sidste gang var i 1999. Alligevel bliver bananer, appelsiner og grøntsager som regel plantet steder, hvor den kolde nordenvind fra bjergene ikke kan nå dem.

Gennemsnitstemperaturer for henholdsvis luft og vand:

Januar: 11,6°C – 17°C
Februar: 12,2°C – 16,1°C
Marts: 13,4° C– 16,3°C
April: 16,5°C – 17,9°C
Maj: 20,2°C – 21,1°C
Juni: 24,4°C – 24,2°C
Juli: 26,8°C – 27,1°C
August: 27,1°C – 28,2°C
September: 24,3°C – 26,9°C
Oktober: 20,3°C – 24,4°C
November: 16,1°C – 21,3°C
December: 13,1°C – 18,4°C
Gennemsnitligt lufttryk: 759,6 mm Hg.

Gazipasa
Gazipasa er en by, hvor man hovedsageligt lever af landbrug, herunder (banan plantager, drivhuse). Her kan man blandt andet se appelsin, mandarin, citron og oliven hænge på træerne. Byen har ca. 16 000 indbyggere inkl. opland.

Af indkøbs muligheder findes der de samme forretninger som i Alanya, men de er bare meget billigere at handle i, da byen ikke er en turist præget by. Gazipasa er for folk der vil opleve naturen og det ægte Tyrkiet. Her findes ikke natklubber og diskoteker, men alligevel er der nogle enkelte festaftener forskellige steder i byen. Øl, vin og spiritus kan selvfølgelig købes i forretninger/restauranter /cafe/hotel/strand.
I byen findes en park, hvor man kan køle af under dadel palmerne i middagsheden. I byen finder man håndværkere der er i arbejde på gammeldags maner, mekanikere der er i gang med at reparere meget gamle jawa motorcykler (motorcykler som kan ses blive brugt af familer på fire).

Om tirsdagen er der tøjbazar i byen hvor man kan gøre mange gode køb. Fredag er den dag, hvor der er flest mennesker i byen, hvilket skyldes, at de omkringliggende landsbyboere kommer til byen med deres frugt og grøntsager for at sælge dem i bazaren. Gazipasa er for folk, som vil have det roligt og billigt.

 

 

Turen til Gazipasa
Gazipasa ligger kun 42 km fra Alanya. Der kører " dolmus " (små mini busser) fra Alanya, en bustur som virkelig kan anbefales. Turen koster ca. 10 - 15 kr.

"Dolmus" er den billigste transportform i Tyrkiet, hvor man virkelig kan opleve tyrkerne i deres hverdag, både til og fra arbejde eller på vej til myndighederne i Alanya, men uanset hvad så kører bussen først når den er fyldt op. Man kan stige af og på hvor man har lyst på hele strækningen.

De første 20 km. er der kun hoteller på den ene side af vejen og på den anden side er der strand. Efter de mange hoteller kommer man så for alvor ud på landet, hvor de sidste 16 km. foregår på bjergskråninger. Det skal dog tilføjes at denne del af turen er aldeles ufarlig og også den smukkeste del af turen, hvor man efter hvert sving oplever nye sider af naturen og hele tiden kan man se det turkisblå hav i den ene side af bussen. De små strande man ser undervejs er dem som Tyrkerne foretrækker at benytte om søndagen når de har fri. På turen er der mange bananplantager samt enkelte restauranter, men en speciel seværdighed er også ruinerne af havnebyen Iotape, der blev opført af en hedengang fyrste som opkaldte havnen efter sin kone, Iotape. Den første by man kommer til hedder, Kahyalar. Her er der en lufthavn der skulle have suppleret Antalyas lufthavn, men desværre gik der politik i sagen, så det idag kun er til mindre fly.

5 km. længere ude ligger så Gazipasa. Bliv siddende i bussen til den ikke kører længere.

 

Seværdigheder

Iskele / Gazipasa strand
Gazipasa strand ligger 2 km fra byen. Dette er godt, da der derved ikke kører tung trafik forbi strand området.
Vandet bliver hurtigt dybt, som i Alanya. Denne strand er den mest benyttede. Det er kun om søndagen, at parasolafstanden er nede på 5 - 10 meter. Andre dage har man det næsten for sig selv. Her har kommunen et dejligt grønt område med små bungalows. Til området hører 2 store og 1 børne swimmingpool. Det koster ca. 2-3 kr., at benytte bassinerne. Gazipasa strand / grill pladsen / Gazipasa borg /og havnen er i samme område. Her er der 2 restauranter og et mini marked.

Piknik yeri / Grill området
Piknik området er ude ved havnen. Dette sted bliver brugt af tyrkerne i hele sommer perioden. Det er et område, som kommunen stiller til rådighed. Det er lavet på den måde, at det er 2 bænke med 1 bord i midten og med tag over.

 Køb kødet hos slagteren og bed om lige præcis det du kunne tænke dig (på nær svinekød). Køb dine drikkevarer og nyd din mad. Søndag kan det være svært at finde plads.

Liman / Havnen
Her kan sejlbåde og større både ligge til, undtagen færger.

Selinus kalesi / Gazipasa borg
Byen Gazipasa har heddet, Selinus efter en romersk konge, som døde her.
Borgen ligger på toppen af en bjerg/klippe. Herfra er der en fantastisk udsigt til de 2 strande / havnen / grill pladsen og Gazipasa by. En del af borgmuren er oplyst om aftenen.

Tip: Husk gode sko / sandaler. Husk at tage nogle pauser undervejs og husk masser af vand.

Muz deniz / Strand
Denne strand har det fineste sand i Gazipasa. Det er et rigtigt lækkert sted ved foden af bjerget med borgen.
Vandet bliver hurtigt dybt.

Tip: her findes både parasol/cafe.

Koru denizi / Lava stranden
Dette flotte naturområde skal opleves. Der er det klareste vand og stedet er ideelt til dykning hvor man kan se mange forskellige fisk. I området har man i gamle dage udhugget møllesten ud af stenformationerne.

Husk gode sandaler, idet man meget hurtigt kan rive fødderne på stenene. Nogle steder kan være meget glatte.

Güney kalesi / Syd borgen
Syd borgen ligger ca. 20 km. fra Gazipasa. Turen ud til borgområdet er en kæmpe oplevelse, som man aldrig glemmer.
Ved borgområdet køres der på små snoede bjergveje hele tiden med den flotteste udsigt til vandet / borgen og banan plantagerne. På et tidspunkt kommer man forbi en lille landsby. Her kan man eventuelt købe sine drikkevarer for der er ikke nogle indkøbs muligheder ved borgen. Når man står ved foden af borgen er der 2 muligheder enten at gå op til borgen eller at gå ned til lagunen. Begge muligheder kræver lidt kondition. På borgen er der blandt andet gravpladser og en meget flot udsigt. Der er en skrænt til den ene side. Man kan prøve at kaste en sten ud i havet herfra, så finder man hurtigt ud af, hvor højt oppe man er. Lagunen er et lukket område med kun en åbning i klippe væggen, så vandet kan komme ind.
Om stedet har nogle gæster sagt "det er jo ligesom i bounty reklamerne".


Husk godt fodtøj. Husk at tage nogle pauser hvad enten man vil op til borgen eller lagunen og husk vand.

Yalan dünya magarasi / Drypstens grotten
Denne drypstens grotte ligger ca. 8 km. fra byen. Grotten er en af de største grotter i Antalya området. Grotten er ca. 300 meter lang og med flagermus. Her er der masser af plads til Ali Baba og de fyrretyve røvere. Hvis man leder længe finder man måske også Aladdins lampe. I hvert fald er det et sted, hvor tankerne får frit løb. Grotten er også et af de steder der skal opleves. Her skal der betales ca. 3 -5 kr. i entre.

Tip: Husk gode sko eller sandaler, idet nogle steder godt kan være lidt glatte.

Su gözü / Fiske restaurant
Su gözü er en bjerg dal, hvor der er en brusende flod. Her kan man sidde i skyggen af træerne og spille kort eller bare nyde naturen. Dette er stedet hvis man vil spise fisk. Stedet ligger ca. 20 km. inde i landet og undervejs kommer man forbi en flere hundrede år gammel bro og enkelte små vandfald. Vejen dertil er snoet og der er masser af træer.

Tip: Husk badetøj hvis I vil prøve det kolde flodvand.

Cebeli tepesi / Restaurant
Den eneste bakke / bjergtop med en restaurant og udsigt ud over byen og havet. Beliggenheden er næsten midt i byen.

Halil limani / Strand
Denne strand ligger 7-8 km. uden for byen mod Alanya. Stranden er en god badestrand.

 Gode råd
Klæd dig efter forholdene ( ikke bikini i byen).
Penge kan veksles i banker og posthus (pengesedler der er revner i kan ikke veksles).
Husk sol olie. Solen i Tyrkiet er meget stærk.

Andet
Frugt og grønt købes i kilo og ikke pr. styk (det er meget billigt).
Man kan grille næsten over alt i Gazipasa bare ikke i folks baghaver.
En let frokost kan overstås med en honning melon eller vandmelon og noget frisk brød ( prøv det ).